Drømmen om skovlysningen 1:2
Vildspor - En podcast af Radio4 - Lørdage

Det er så længe siden at der rendte uskoede heste rundt i de danske skove at vi har glemt det. Det er så længe siden at der voksede store bredkronede egetræer, slåenbuske og bævreaspelunde i lyse danske skove. Og det er så længe siden at skovenes lysninger og enge blomstrede i højsommeren til glæde for sommerfugle, svirrefluer og træbukke. Dagens program er til ære for den glemte biologiske rigdom, som tilhører skovenes lysninger og til oplysning for dem, som måske er kommet til at tro, at det er helt naturligt, at skovene er mørke som graven om sommeren. I dagens program tager Emil og Lærke på reportage med Søren Grøntved og Emil Bjerregaard. Søren er botaniker og Emil sommerfugleekspert, men de ved begge lidt om alting i naturen, og de viser Vildspor rundt i skovengene i Bidstrupskovene på Midtsjælland. Lektor Hans Henrik Bruun fra Københavns Universitet kommer i studiet for at gøre os klogere på skovengenes naturlige oprindelse, kulturhistorie, tragiske kollaps og mulige genkomst. I ugens tråd undersøger vi et nyt fænomen: Unge mennesker som har besluttet sig for at kæmpe naturen sag i bevægelsen De Unge Biodiversitetsambassadører. Det er en del af Den Grønne Studenterbevægelse, og de er her for at sætte en ny dagsorden for en skønnere verden. Dagens opkald på naturtelefonen kommer fra en håbefuld fugleart, som er kommet til Danmark for at profitere på den grønne omstilling.See omnystudio.com/listener for privacy information.