Nørholm hede

Vildspor - En podcast af Radio4 - Lørdage

Rasmus er brudt fri af radiostudiet sammen med Andrew for at tage på road trip og reportage til Nørholm Hede ved Varde. Denne hede er særlig interessant fordi den i mere end 100 år bare har ligget og været natur uden aktiv forvaltning. Ved Nørholm møder vi professor Inger Kappel Schmidt fra Københavns Universitet, som har studeret hedens udvikling og biodiversitet sammen med phd-studerende David Bille Byriel. I første time taler vi med Inger om hedens historie og udvikling, og David fortæller om de mange forskellige insekter han har fundet på Nørholm og andre jyske heder. I anden time taler vi om vildere naturforvaltning, og her går bølgerne højt: For godt nok passer Nørholm Hede sig selv uden menneskers indblanding – men ville den ikke være mere vild, hvis der havde været en naturlig fauna af store planteædere? Og er græsningen en forudsætning for biodiversiteten eller ligefrem en trussel mod biodiversiteten? Pludselig er Rasmus forvandlet fra radiovært til engageret forsker og Andrew må minde kombattanterne om at huske at trække vejret ind i mellem. Værter: Rasmus Ejrnæs og Andrew Davidson. Medvirkende: Inger Kappel Schmidt, David Bille ByrielSee omnystudio.com/listener for privacy information.