Den sørgmodige caribiske afslutning </3

Ja, Vistis Vinyler sender for sidste gang fra Caribien, før at programmet igen vender tilbage til det bidende kolde forårsvejr i Danmark. Det har været en kæmpe fornøjelse at rejse rundt og samle plader og lave små auditive postkort fra både Guadeloupe, Martinique og Dominica. Vi vrider lige karkluden og får de sidste ord, toner og lyde ud af østaten Dominica, hvor vi ender vores rejse. Her får du blandt andet et interview med den legendariske producer og sangskriver Pat Aaron, der fortæller om hvorfor lige præcis den Dominicanske musikhistorie er så interessant og speciel. Udover det får du nogle af de allermest sjældne og bekostelige vinyler som Jonas Visti har samlet op på sin færd. Det bliver med andre ord både sørgeligt og festligt!

Om Podcasten

Det bliver vildt, varmt, dansabelt og horisontudvidende, når du tager med DJ og pladesamler Jonas Visti på musikalsk rundtur i hele verden. På tværs af genrer, kontinenter, kulturer og sprog bliver du kyndigt guidet igennem de vigtigste historier og perspektiver af musikken. Spækket med musikalsk vellyd uanset om programmet bliver sendt fra et studie i Danmark eller er rejst til Afrika og sender fra en tagterrasse i Accra.