Hvordan og hvornår får vi bevæget os nok ?

Motion og bevægelse er for mange af os en kilde til dårlig samvittighed. Vi ved godt, at det er godt for os, men det virker nærmest uoverkommeligt, når det skal tilpasses en hverdag, hvor der skal passes et arbejde, varetages en familie og hvor sofaen føles uendelig rar, når man først får sat sig i den. I dette afsnit taler jeg med Knud Ryum der er adjunkt på Aarhus universitet og som forsker i inaktivitet samt Maria Kennedy der til hverdag er en del af projektet "Bevæg dig for livet", der er et projekt søsat for at få 75% af befolkningen til at være aktive i 2025. Vi taler om, hvilke barrierer der er for at få bevæget sig igennem livet og hvordan man overkommer dem. Derudover ser vi på, hvor meget bevægelse der egentlig skal til for at man giver ens krop gode forudsætninger for et langt liv. Det viser sig, at det slet ikke er så uoverskueligt, som det lyder.

Om Podcasten

Det voksne liv er fuld af udfordringer, hvor man ind imellem føler, at man mangler en specialist til at forklare, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen. I "Voksenguiden" medvirker en lang række specialister, der gør os klogere på alle de emner, vi på et eller andet tidspunkt i vores voksenliv kan komme til at beskæftige os med. Podcasten giver fx indblik i alt fra forhandling af lønsamtaler til forbrugerrettigheder og til, hvad man egentlig gør rent praktisk, hvis ens pårørende dør.