#20 Træning, fertilitet og fertilitetsbehandling

MORtion - En podcast af Emma Kaalund & Kristian Bradsted

I denne episode af podcasten MORtion snakker Kristian og Emma om træning og fertilitetsbehandling. I 2019 blev der indberettet 42.238 barnløshedsbehandlinger til IVF-registeret, hvor der tilbage i 2013 blev indberettet 35.104 behandlinger. Der ses altså en stigende tendens til behovet for fertilitetsbehandling blandt danske par. Som trænere har Kristian og Emma oplevet kvinder, som ønsker at blive gravide og også modtager fertilitetsbehandling, men som kommer i tvivl om, hvad de må ift. træning, da de møder mange modstridende råd og retningslinjer. Mange får forbud eller påbud om at dyrke mindre motion, og vi ved også fra forskningen i danske, gravide kvinders aktivitetsvaner, at kvinder der har fået hjælp til at blive gravide er mindre fysisk aktive under graviditeten. Sidstenævnte studie finder også, at kvinder der har oplevet en spontan abort eller har modtaget fertilitetsbehandling er de, som oplever mest bekymring og udviser forsigtig adfærd. Men er der behov for forsigtig adfærd og mindre motion? Det vil du få svar på i denne episode. Denne episode vil desuden gennemgå, hvad der påvirker fertiliteten, træningens indvirkning på fertilitet, træning under fertilitetsbehandling samt træning omkring befrugtningstidspunktet.