#7 “Det’ jo fake kød!” Om Naturli’s alternativ til hakket kød, forargede automatreaktioner og dobbeltmoral i debatten.

Fødevareproducenten Naturli' har lanceret et plantebaseret alternativ til hakket oksekød, og det har fået folk op i det røde felt. Der er stærke overbevisninger og personlige præferencer på spil og vi diskuterer eksempler på disse og hvorvidt argumenterne holder vand eller ej. I denne episode kommer vi blandt andet ind på: Christian Bitz’ opslag om det plantebaserede alternativ til hakket kød fra Naturli’. De mange stærke reaktioner på supermarkedernes markedsføring af samme produkt. Hvordan mange reagerer på at blive udfordret på deres påstande og overbevisninger. Den egocentrerede tilgang til sundhedsdebatten hvor ens personlige præferencer vurderes som vigtige – selv i saglige debatter. Hvordan alt for mange kommentarer i debatten, især på Facebook, er uden egentlig værdi for andre end afsenderen selv (hvis overhovedet det). Vores irrationelle aversion mod tilsætningsstoffer og “E-numre”. Hvordan ingen fødevare nogensinde vil være “god nok” for alle og der altid vil være nogen, der kan fortælle hvorfor du IKKE skal spise den. Vores opfordring til at skrue ned for reaktion og op for refleksion på sociale medier.

Om Podcasten

Slut med forbudt er podcasten der tackler aktuelle sundhedsemner fra både sociale og etablerede medier. Med udgangspunkt i filosofien fra bestsellerbogen af samme titel, diskuterer Morten Svane og Morten Elsøe emnerne på kritisk og sagligt vis – hele tiden med fokus på, hvilke konsekvenser især misinformation har for dig og for folkesundheden.