#2 - Den (u)synlige tjener med Søren Ledet

I andet afsnit tager Rikke og Henrik forbi den 3-stjernede Michelin-restaurant Geranium i København. Her besøger de restaurantchef Søren Ledet og snakker om rollen som den (u)synlige tjener. Søren Ledet fortæller blandt andet om sanselighed, bevægelighed, tjenerhåndværket og passionen for arbejdet med gæsten. Netop håndværket, er et vigtigt fokusområde, når Rikke og Henrik lærer fra sig på Hotel- og Restaurantskolen. Søren Ledet fortæller giver også et indblik i Geraniums historie fra en placering i Kongens Have til Parken i 2010. På Geranium går man blandt andet meget op i, at tjeneren kan sætte sit eget personlige præg på gæstens oplevelse, sådan at værtskabet ikke bliver en "metervare", men en unik oplevelse for den enkelte gæst. Denne tilgang til tjenerens rolle fortæller Søren Ledet også om i dette afsnit. Vi håber, du nyder at lytte med. Du kan lytte til alle de andre afsnit i vores Tjener podcast HER

Om Podcasten

En tjener er ikke bare en tallerkentaxa! Der er mange flere aspekter i tjenerens arbejdsopgaver, men det er kun sjældent, at tjenerfaget får den omtale og opmærksom, det fortjener. Det synes vi her på Hotel- og Restaurantskolen er en skam, da tjenerfaget rummer rigtig mange spændende elementer, udfordringer og nuancer, som skal på dagsordenen. Derfor har vores to passionerede tjenerfaglærere, Rikke Mie Bygmann og Henrik Lindegaard, sat sig for at lave en tjener-podcast, hvor de sætter fokus på en lang række interessante emner og dilemmaer inden for tjenerfaget. Vi værner om faget og vil gerne udbrede budskabet om os og vores kollegaer fra branchen. Rikke og Henrik kører derfor rundt i det danske land med mikrofon og hørebøffer under armen og interviewer en masse spændende folk fra og omkring restaurationsbranchen, der kan gøre os klogere på fagets muligheder og nødvendighed. Tjeneren er nemlig lidt ligesom tigrene – i fare for at uddø, og det skal der laves om på! Så lyt med på https://hrs.dk/about/podcast/ og i din foretrukne podcast-app og få et indblik i de mange opgaver og funktioner, som tjeneren kan byde på.