EP #100: "Jeg har alle værktøjerne, jeg skal bare lige...." - 5 gode spørgsmål til dig, der er gået i stå
Træningstimen - En podcast af Nikolaj Bach, Steffen Fisker og Camilla Andersen fra STYRK - Fredage
At du ved, der findes noget, der hedder en hammer, betyder ikke at du kan bruge en hammer. Du skal først slå nogle søm i. Og sådan er det med alle redskaber. Også dem vi bruger, hvis vi gerne vil ændre vores livsstil. Men man kan let falde i den fælde at tro, at bare fordi man kender til værktøjet, så burde man også kunne bruge det i praksis. Og det fører let til, at man føler sig som en fiasko. Måske er det ubehag også en grundene til, at mange konstant udskyder det, de gerne vil gøre. "Jeg starter efter ferien". "Jeg skal lige starte på nyt job". "Jeg skal bare lige...". Måske har du hørt dig selv sige sådan om dine mål. Det kan jo virke til at give god mening, men ofte er det udtryk for den "alt eller intet"-tænkning, som vi gerne vil væk fra. Hvorfor det? Og hvordan kommer du videre fra at spænde ben for dine ønskede vaneændringer? Hvordan går man fra at kende værktøjet, til rent faktisk at kunne brug det - og få det gjort? Det snakker vi meget mere om i denne episode, hvor du også får 5 gode spørgsmål til at komme videre, hvis du er gået i stå.